ADVENT

Advent kommer af det latinske ord adventus, der betyder komme - og det er naturligvis Jesus, som kommer.
Ved advent begynder kirkeåret og den 1. søndag i advent kan falde mellem den 27. november og den 3. december.
I den protestantiske kirke højtideligholdes adventstiden i 4 uger og der er 4 adventssøndage inden juleaften.
I gamle dage var adventsugerne fastetid.
Man mente at det var godt at lide timelige afsavn, så man bedre kunne opleve den store glæde, som julen bragte.
På denne årstid brugte man naturligvis en hel del lys.
Men ikke alle havde tælle (oksefedt), som de kunne smelte og bruge til støbning af lys.
De måtte så klare sig med tranlamper, sidde i mørke eller tigge lys hos velhavende bønder.
I gamle dage var dette lysetiggeri ved adventstid nærmest sat i system.

Adventslys har været kendt langt tilbage i tiden.
Men de blev ikke, som i dag, sat i krans eller adventsstage.
Man satte 1 lys på bordet den 1. søndag i advent, 2 lys den 2. søndag osv.

Adventskransen dukkede op her i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, men blev først almindelig i slutningen af 1930érne.
Skikken stammer muligvis fra Tyskland eller Østrig, hvor kransen sædvanligvis smykkes med violette bånd.
Her i landet har man altid pyntet kransen med røde og hvide bånd.

JUL
Ordet jul kendes første gang fra Haraldskvadet (skrevet år 870), hvori Thorbjørn Hornklofi kvæder om Harald Hårfager:"Ude på havet vil han drikke jul den højtstræbende konge om han skal kunne huske...".
Af denne og en række senere kilder fremgår det, at julen i oldtiden og middelalderen var solhvervsfest, hvor i hvert fald overklassen fejrede lysets tilkomst med drikkegilder; vikingerne holdt "juleblot", hvor de ofrede til deres hedenske guder og drak til disses ære, dels for at takke og dels for at sikre god vækst samt godt udbytte på årets forestående vikingetogter.
Allerede omkring år 400 omtalte kirkefaderen Johannes Chrysostomos den kristne jul som "alle festers moder" og når man tænker på, at julen i kristenheden fejres til minde om Jesu fødsel, er dette jo ikke svært at forstå.
I virkeligheden er Jesus dog næppe født i december, men kirkens tidlige ledere var klar over, at de nemmere fik udbredt kristendommen, når de viste en vis tolerance over for de skikke og traditioner, som hedenske folkeslag havde dyrket i generationer.
Derfor blev eksempelvis romernes saturnaliefest, som blev fejret i slutningen af december, allerede år 354 koblet sammen med Jesu fødsel - og dermed gjort til en kristen fest.

JULEAFTEN
Herhjemme blev den hedenske solhvervsfest til en kristen julefest fra omkring år 1000.
Kirken påbød simpelt hen, at Jesu fødsel skulle fejres den 25. december - og som ved de fleste andre højtider var det skik, at festen begyndte aftenen før; dermed fik vi juleaften den 24. december.
Man blev dog ved med at arrangere "gammeldaws" julefester, hvor det ofte gik voldsomt til med vilde lege og drikkeri.
Det blev årsag til en af de ældste bevarede danske kirkeforordninger, der stammer fra 1100-tallet; en strengt formuleret lov, der påbød absolut fred og ro i juledagene, dvs., i de 13 juledage fra 25. december til 6. januar (Hellig 3 Konger).
Befolkningen havde imidlertid svært ved at forstå kirkens restrektive holdning - man havde jo altid spist, drukket og moret sig ved juletid - hvad galt var der i det?
Gejstligheden forsøgte også at få julens navn ændret til kristmesse.
Men det lykkedes ikke hos os.
Her holdt man fast ved navnet jul.
På det punkt havde kirken bedre held i England, hvor befolkningen fra omkring år 1200 begyndte at kalde festen for Christmas.
Alt i alt var den danske jul langt op i tiden et sammensurium af hedensk og katolsk tro.
Man gik i kirke, som præsterne krævede og bagefter gik man hjem og fejrede solhverv på god gammeldags maner.
Men i 1536 kom reformationen og i dens kølvand fulgte 150 år senere pietismen, den strenge fromhedslære.
Først da blev den gamle, stærkt hedensk præget jul delvis knægtet.
1. og 2. juledag er officielle helligdage.

DERFOR DANSER VI OM JULETRÆET
Det er en skik, som ikke er til at komme uden om. Før gaverne bliver pakket ud, skal familien synge og danse om træet. For nogle er det aftenens højdepunkt, for andre skal det bare overstås.
Juletræets oprindelse kan spores tilbage til 1441, men der gik en del år, før danskerne blev inspireret til at fælde et træ, slæbe det ind i stuen og hænge pynt på grenene. I Danmark blev det første juletræ angiveligt tændt på et gods i Sønderjylland i 1808 - og i 1811 kom traditionen til København.
De første beretninger om dansen omkring træet stammer fra cirka samme tidspunkt. Peter Fabers populære julesang "Højt fra træets grønne top" fra 1847 er det første sikre vidnesbyrd. Men der findes et digt fra 1817, som fortæller historien om en fattig pige, der dansede om juletræet med engle. Fænomenet var altså ikke ukendt på det tidspunkt.
At danse om træet kan også kaldes circumambulation, hvis man ser på fænomenet med religiøse briller. Betegnelsen dækker over, at man bevæger sig rundt om et helligt objekt. Det er et ritual, som ikke bare hører kristendommen til, men også kendes fra hinduismen, buddhismen, islam og andre religioner. I kristendommen er det hellige objekt træet, fordi det bliver opfattet som et symbol på livets træ fra Edens Have. At det er et grantræ, skyldes at det stedsegrønne opfattes som et symbol på det evige liv. Selvom traditionen er kendt fra flere religioner, så er det kun i Danmark, Norge og Sverige, at man danser omkring det pyntede træ.
KILDE: Søndagsavisen - Dansk Historisk Fællesråd, Religion.dk, Julidanevang.dk og Grundbog i kristendom.

PÅSKE
I følge en beslutning, der blev taget på et kirkemøde i byen Nikea år 325, falder påskesøndag altid den første søndag efter første fuldmåne efter forårs jævndøgn (21. marts).
Påskedag kan derfor i praksis falde mellem den 22. marts og den 25. april.
Den såkaldte "stille uge" begynder med palmesøndag.
Denne uge blev også kaldt "dimmeluge".
Navnet kommer af dynbill, der betegner en træknebel, som kunne sættes i kirkeklokken i stedet for den sædvanlige af metal - så klokken fik en mere dæmpet klang.
De steder, hvor man ikke kunne påmontere en træknebel, viklede man i stedet uldne klude om klokkens metalknebel.
Dagene i den stille uge havde hver sit navn: PALMESØNDAG, som er navngivet til erindring om Jesu indtog i Jerusalem, hvor indbyggerne modtog ham med glædesråb og strøede palmegrene på vejen foran det æsel, som han red på.
BLÅ MANDAG, hvis navn skyldes, at alteret denne dag (i katolsk tid) blev dækket af en blå dug.
HVIDE TIRSDAG 
ASKEONSDAG
SKÆRTORSDAG 
LANGFREDAG
SKIDENLØRDAG (eller påskeaften)
PÅSKESØNDAG.

Skærtorsdag
Skær betyder ren og henviser til at Jesus på denne dag vaskede diciplenes fødder.
Denne handling blev flere steder efterlignet af munkene, der, som tegn på kristen ydmyghed, vaskede de fattiges fødder.
Munkenes "fodvætning" blev dog ikke altid foretaget på selve skærtorsdag, men kunne henlægges til en anden dag i den stille uge.
Skærtorsdag har som bekendt både mørke og lyse sider.
Til de mørke hører, at Jesus blev forrådt af Judas.
Til de lyse hører, at det er dagen for nadverens indstiftelse.

Langfredag
Dette var og er årets mest stille og sorgfulde helligdag - det er dagen, hvor Jesu henrettelse erindres.

Påskedag
På denne højtidsmorgen måtte bonden og hans husstand tidligt op for at se solen danse af glæde over, at Kristus var opstanden fra de døde.
I virkeligheden er dette "solmøde" - som i dag kun foregår pinsemorgen - en sidste rest af ældgammel soltilbedelse.

2. og 3. påskedag 
I gamle dage blev 2. påskedag højtideligholdt ved kirkegang og stille sysler.
Det samme gjaldt 3. påskedag, som frem til år 1770 var officiel helligdag.

PINSE
Navnet pinse er afledt af det græske ord pentekoste, der betyder den halvtredsindstyvende (50.)(dag efter påske).
Ved denne højtid fejrer vi Helligåndens komme og det er naturligvis en stor kirkelig glædesfest.
Pinsedag kan tidligst falde den 10. maj og senest den 13. juni.
Efter kalenderreformen i år 1700 henlagde man, nogle steder, majfesten til pinsen, afhængig af hvor tidligt påsken faldt.

2. pinsedag er helligdag
3. pinsedag var helligdag frem til år 1770.

ANDRE HELLIGDAGE

Store bededag
Denne forskydelige helligdag falder altid 4. fredag efter påske.
Før reformationen gik præst og menighed indtil flere gange om året rundt i sognet med processionskors, kirkefaner og røgelseskar.
Allerede tidligt i katolsk tid blev gangdagene lagt som fortløbende bededage - 3 i række - for at processionen kunne nå ud og velsigne markerne selv i sognets fjerneste hjørner.
Den rigtig store "rundgang" fandt sted i bedeugen, dvs. mandag, tirsdag og onsdag op til torsdag, hvor Kristi himmelfartsdag lå.
Efter reformationen blev disse gangdage erklæret ugudelige og i 1540 besluttede reformatorerne - efter flere tilløb i de foregående år - at nu SKULLE det være slut med denne bæren kors rundt.
Sjællands første biskop efter reformationen, Peder Palladius, talte dunder til præsterne og prøvede at overbevise dem om, at "korsbyrden" var ukristelig - ja, at den nærmest var at sammenligne med et fastelavnsoptog.
Efter flere behjertede forsøg lykkedes det ham da også at få afskaffet gangdagene.
Antallet af bededage og placeringen af dem vedblev imidlertid at være et stridspunkt i over 100 år. I året 1580 besluttede man, at der skulle være 3 årlige bods- og bededage: den 16., 17. og 18. januar.
Disse bededage blev imidlertid afskaffet af kong Christian IV i 1631.
I stedet indførtes nu flere bededage:
på landet den 1. onsdag i hver måned,
i købstæderne den 1. fredag
- og da det var en urolig tid, skulle der ikke mindst bedes for fredagen.
I 1686 blev Roskilde-bispen Hans Bagger og kong Christian V imidlertid enige om at stryge alle bods- og bededage, bortset fra 1 årlig bededag:
Store bededag, som skulle placeres den 4. fredag efter påske - og der ligger Store bededag endnu.
Store bededag kan falde i april eller maj.

Kristi himmelfartsdag
Som de øvrige forskydelige helligdage er Kristi himmelfartsdags placering afhængig af hvornår påsken falder.
Da Kristi himmelfartsdag kommer 40 dage efter påskedag, falder den altid på en torsdag - den 2. torsdag før pinse.
Som navnet antyder, højtideligholder vi denne dag for Kristi opstigning til himlen - og det skete netop 40 dage efter opstandelsen fra de døde.
Kristi himmelfartsdag kan tidligst falde den 30. april og senest den 3. juni.

TAK FORDI DU BESØGER MIN HJEMMESIDE